Efter at Lars og jeg havde været sammen i godt og vel et års tid, flyttede jeg til Lundeparken, Frederikssund. Det var meget nyt for mig, at skulle hele vejen til Nordsjælland, når man er født og opvokset på landet. For jeg havde jo en klar forventning om, at de der bor i Nordsjælland er snobber og rige mennesker.
Jeg kunne da ikke have taget mere fejl. Jo der er da rige mennesker, men i Frederikssund fik jeg fornemmelse af, at rigdom her kunne ligeså godt være rigdom på venskaber, kærlighed, job og meget mere.
Frederikssund var en dejlig by, og jeg kunne rigtig godt lide vores lille 2-værelses lejlighed - her var der plads til bare os to. Vi boede tæt på midtbyen, hvilket gjorde det nemmere for mig at udforske byen. (Jeg har det med at fare vild i ukendte farvande)
Jeg begyndte på HF og VUC i Hillerød, mens jeg søgte efter elevpladser indenfor kontoradministration. Det var en rigtig hård omgang, når man SÅ gerne ville en elevplads, men der var intet positivt feedback på mine ansøgninger.
Jeg mødte min "søster" Nadia på HF i Hillerød, og det var det bedste ved det sted. Selve uddannelses stedet var godt - det var bare ikke det jeg ønskede mig. Jeg ville videre med min allerede opnået uddannelse. Derfor var det essentielt at jeg mødte Nadia - hun var min redning midt i alle frustrationerne. Og bare rolig, hende kommer i helt sikkert til høre mere om - hun hænger stadig ved, og er den dag i dag min klippe, som jeg ikke kan undvære.
Vi nåede at bo 2 år i Lundeparken, hvor vi oplevede en masse sammen. Ligefra min 30 års fødselsdag med stor fest i det lokale festlokale, jeg fik købt min første bil - Long live the Fiat Panda - og Lars og jeg fik en hverdag sammen, hvor vi lærte en masse af hinanden og med hinanden.
Jeg glemmer aldrig de utrolige kolde stunder på den lille altan, som ikke var tætnet i vinduer, eller det "store" arbejde med den lille have og den forbandende læhegn. jeg glemmer heller aldrig det utrolig flotte kirsebærtræ, som stod lige ud for vores have. Lars og jeg ventede hele foråret på at det skulle springe ud - og nød det i fulde drag når det blomstrede med smukke lyserøde blomster.
Det var også her Lars og jeg fik vores første kat, Winnie. En flot Norsk Skovkat, som desværre var syg fra starten af hendes liv. Hun havde kronisk nyrebækkenbetændelse, og vi måtte aflive henden i november 2015. Både Lars og jeg husker stadig tilbage på, hvor smuk hun var, når hun lå og flød i kontorstolen, eller på ryglænet af sofaen. Hun var sin helt egen, og vi savner hende den dag i dag.
Lundeparken for os var begyndelsen på det hele, og selvom jeg til sidst følte at lejligheden var alt for lille til os, så var det stadig stedet hvor Lars og jeg begyndte det eventyr som vi lever nu.